Brøbech duerne – Opbygningen af bestanden og avlsarbejdet
Det siger sig selv, at resultater af den kaliber, Anders i en årrække har hjemfløjet, kræver et godt duemateriale. Grundstammen – eller stammerne – betegner Anders som de to ”Brøbech-linjer”. Der er tale om to linjer – ”den blåtavlede linje” og ”den blå linje”.
”Den blåtavlede linje” stammer fra Anders’ morfar i Auning og er bygget op om stamparret ”88-192 A” og ”93-573 U”. Dette par er således inde på stamtavlen til alle slagets fire nationalvindere, og det er netop på disse flyvninger, ”den blåtavlede linje” har vist sin force, for efter Anders’ eget udsagn er disse duer for langsomme på alle andre flyvninger. Ud af dette stampar fremhæver Anders duerne ”02-362”, ”01-572”, ”06-847” og ”06-848”, som i avlen har vist sig at bære generne af dette stampar videre på fornemste vis.
”Den blå linje” er repræsenteret af stamduerne 93-2, 93-632, 99-812 og 05-702, den gamle Delbar-hun 86-329 og dennes børn hunnen 97-300 og hannen 91-139. Førnævnte 05-702 er for øvrigt resultatet af en sammenparring mellem 99-812 og en unge efter 91-139, så linjen må siges at være ganske fast-tømret.
I modsætning til ”den blåtavlede linje”, der er skabt til marathonflyvningerne, så er ”de blå” rigtige all-round duer, der kan vinde med på ungeflyvninger og sprint, men har deres speciale på 1-dags langflyvningerne. Krydsninger af den ”blåtavlede” og ”blå linje” har vist sig at være fremragende landsflyvere, medens ”de blå” ved indkrydsning på Flor Engels duerne har givet mange topduer på sprint- og mellemdistance.
At de gamle stamduer fra 1993 stadig er aktuelle ses senest i 2018, hvor ”93-2” dukker op som oldefar til Christian Lund Andersens flotte nationalvinder på den meget vanskelige finale fra München.
Også Anders har satset på duerne fra Flor Engels, der har domineret dansk brevduesport siden årtusindeskiftet. Samtidig er Anders nok også den, der har investeret absolut mest i disse duer med fokus på indkøb helt tæt på Engels’ udgangsduer. Igennem årene er der indkøbt flere end 100 duer fra det belgiske topslag, og indkøbene tæller: 5 direkte børn af ”231”, 7 direkte børn af ”178”, 5 børn af ”734” og 4 børn af ”Argenton”. At disse duer også har bidraget på de længste flyvninger ses blandt andet i form af hunnen ”2081” som i 2014 var nationalvinder fra Limburg – hendes fader er barnebarn af ”Argenton”.
I 2009 investeredes i duer fra Jos De Klak, og det samlede indkøb udgjorde 30 originale duer samt 20 duer avlet på disse. I blandt disse nye duer var 2 direkte sønner efter den legendariske ”613”. De Klak duerne er rigtig gode på hastigheder fra 800 til 1400 m.p.m., og hidtil er de største resultater med disse duer opnået på landsflyvninger og meget hårde flyvninger. Blandt andet er der faldet en regionsvinder fra Würzburg med 50% Klak-afstamning.
Som marathon-specialist har Anders selvfølgelig også været på jagt efter mere klassiske langflyvere. Således er der også med held tilført van der Wegen duer og ikke mindst 9 originale Hebberecht duer. Sidstnævnte er ikke gode i hånden, men har stort set alle avlet vindere – bl.a. sektions- og regionsvinder fra Karlsruhe anno 2017, og det er specielt hårdheden af disse duer, der vægtes højt.
Jannsen duer og de originale af slagsen har også gjort en forskel på slaget i Ry. Det er de røde af slagsen, der er tale om, og om disse siger Anders, at de er umulige at sætte til. Sektionsvinder fra Giesen i 2017 var en 1-års af denne afstamning, ligesom regionsvinderen fra Minden og 3. nat. Freiburg har sine rødder i denne afstamning.
Af den klassiske langflyverkategori er senest tilført Jan Arden duer, hvor der i 2014 blev indkøbt 30 styk samt yderligere 20 styk i 2016 – efter linjer koncentreret om den legendariske ”Dolle”. Der er i 2017 faldet en sektionsvinder fra Antwerpen, som er en krydsning imellem en af disse Arden-duer og tidligere nævnte Hebberecht-duer.
Som med alt andet, der har med duer at gøre, er Anders meget ambitiøs og dynamisk og derfor foregår der hele tiden eksperimenter i avlsarbejdet af større eller mindre omfang. Derfor er også indkøbt Geerinckx duer via Flemming Friis, og de 5 originale duer har avlet fantastisk på Anders’ slag – og udmærker sig i øvrigt ved en helt fremragende kropsbygning.
Der er en klar strategi i avlsarbejdet – topflyvere fremavles altid ved krydsningsavl, og som Anders siger: ”Livet er for kort til at flyve med renavlede duer”. Det er Anders’ opfattelse, at krydsninger uanset afstamning kan begå sig på alle distancer. Konceptet i avlsarbejdet er baseret på benhård udvælgelse ud fra devisen ”avl mange – afprøv mange – fjern mange”. Allerede ved fravænningen bliver 5 procent af ungerne sorteret fra, og denne andel af ”kasserede” unger bliver mindre og mindre med tiden, efterhånden som man har udvalgt de bedste duer gennem en årrække. Der drives sideløbende med denne krydsningsavl også en del indavl med henblik på videre avl. De indavlede duer er genstand for en om muligt endnu hårdere sortering, som efter Anders’ mening er strengt nødvendig. Disse unger sorteres også fra 30-dages alderen, hvor de sættes ud i en åben voliere i 2 måneder. I løbet af denne periode frasorteres 25% og efter yderligere 2 måneder fjernes endnu 10-15%.